Den Interaktive Scene

WORKSHOPS OG KURSER MED TEATRETS VÆRKTØJER

Teatrets værktøjer kan bruges i mange andre sammenhænge end blot på scenen, og det er netop, hvad vi gør på Teatret Møllen.

Gennem de sidste 30 år har vi brugt vores faglighed i workshops og kurser. Med nysgerrighed og entusiasme udvikler vi kortere eller længere forløb i samarbejde med virksomheder, privatpersoner og foreninger. Ofte er omdrejningspunktet det såkaldte forumteater, hvor konfliktfyldte situationer fra arbejdspladsen iscenesættes af teatrets skuespillere og på den måde danner basis for en efterfølgende diskussion blandt medarbejderne.

I sæson 16/17 havde Teatret Møllen blandt andet et samarbejde med psykiatrien i Tønder Kommune, hvor vi med en workshop i forumteater satte fokus på den daglige patienthåndtering og de konflikter, som de ansatte ind imellem oplever.

Andre tidligere samarbejdspartnere er blandt andet Psyk Info, Sønderborg Sygehus, UC Syd, Esbjerg Kommune og Haderslev Krisecenter, hvoraf vi sammen med sidstnævnte afholdt en workshop med fokus på håndtering af kærestevold.

Vi bruger desuden teatrets særlige fokus på kropslig opmærksomhed, når vi underviser i nonverbal kommunikation og kropslig udstråling. Desuden varetager teatrets skuespillere også rollen som konferenciers på festivaler og til koncerter.

Er du interesseret i et skræddersyet forløb, eller vil du blot vide mere, kan du skrive en e-mail til post@teatretmoellen.dk eller ringe på telefon 74 52 66 79.