Det Åbne Rum

DET ÅBNE RUM er et projekt, som Møllen begyndte at arbejde med i 2014.

Dogmet er, at arbejdet bliver holdt inden for huset, og at det primært er de fastansatte på Teatret Møllen, der medvirker. Forestillinger eller projekter, der bliver skabt i DET ÅBNE RUM, vises som udgangspunkt kun lokalt på Teatret Møllen i en kort periode.

I det åbne rum eksperimenterer vi med de ting, som vi normalt kun snakker om. Det er en fremgangsmåde, hvor vi tager os tid til at arbejde og udforske nogle af de områder og emner, der ellers ikke er tid eller økonomi til, og hvor vi prøver at lege ud fra en specifik idé, en tekst eller et emne.

På den måde opdager vi måske noget nyt, noget spændende, noget anderledes, noget der ellers ikke ville være blevet opdaget, noget smukt, noget grimt, noget der bliver sjovt eller trist eller hvem ved.

Vi får at se.

DET ÅBNE RUM giver os mulighed for at udnytte vores ensemble optimalt samtidig med, at det giver os en mulighed for at gøre noget, vi i en professionel hverdag ikke får så meget tid til – nemlig at lege.

Vi tyvstartede med projektet i sæson 2014/15. Igennem flere måneder arbejdede skuespiller Connie Tronbjerg og teaterchef Nikolaj Mineka, når tiden tillod det, med den engelske tekst: A GIRL WITH A BOOK af forfatteren: NICK WOOD. Resultatet af arbejdet udmundede sig i forestillingen Malala, der havde premiere samme år.

Projektet blev igen taget op, da Møllen i julen 2018 lavede forestillingen 90 ÅRS FØDSELSDAGEN, der var baseret på den velkendte sketch af samme navn, som tusindvis af danskere hvert år ser på tv kort før midnat nytårsaften.

Teatrets udgave var en parodi med et ekstra lag, hvor publikum fulgte skuespillernes ihærdige forsøg på at opføre den originale sketch. Alt gik imidlertid galt undervejs – ikke mindst fordi de interne intriger mellem skuespillerne ikke kan skjules.

Teatret arbejder løbende med at lave projekter i DET ÅBNE RUM, og hvis du er interesseret, kan du følge med i arbejdet her på vores hjemmeside og vores Facebookside.