Forfatter: Hans Christian Andersen • Instruktør: Ole Sørensen og Rasmus Ask • Medvirkende: Ole Sørensen
En poetisk forestilling baseret på H. C. Andersens klassiker.
I en tid, hvor der er fokus på at bevare den vilde natur, hvor vi skal støtte de lokale forretninger, undgå overforbrug, og hvor vi ser verden igennem et filter på de sociale medier har få eventyr været så aktuelle som H. C. Andersens NATTERGALEN fra 1843. Historien kan nu opleves på ny i Teatret Møllens udgave, hvor den velbevandrede skuespiller Ole Sørensen alene på scenen vækker det klassiske eventyr til live.
Historien udspringer i Kina, hvor kejseren er omgivet af de alle de smukkeste og fineste ting i hele verden. Alle er dog enige om, at det er nattergalen, som sidder i et træ ude i skoven, der har den smukkeste sang. Og da kejseren får nys om dette, må han straks eje den uvurderlige fugl, hvilket viser sig ikke at være helt så ligetil.
NATTERGALEN er anerkendt over hele verden for sine tematikker om ægte værdier kontra kunstige produktioner. Det er en poetisk og smuk forestilling, som både børn og voksne kan se, og som kan vække stof til eftertanke hos alle - uanset deres alder.
Læs mere: Ny børneforestilling på Møllen skal minde folk om værdien af ægthed.