Møllen: Hvordan kom du i gang med at skrive “Den første sten”?

Carsten: Kort tid efter udgivelsen af “Vi, de druknede” fik jeg en mail fra den øverste chef i den danske flåde, kontra-admiral Nils Wang, der bad mig signere 20 eksemplarer af bogen som julegave. Det var ikke til hans marinesoldater, som jeg troede, men til medlemmerne af Siriuspatruljen, som er udstationeret i Nordøstgrønland, hvor bøgerne ville blive nedkastet med faldskærm. Det tilbud kunne jeg ikke modstå, men bad til gengæld om en kop kaffe med admiralen. Vi havde en lang,
interessant samtale, hvor han gjorde den betragtning, at de eneste mennesker, der i dag lever livet lige så farligt som sømændene fra Marstal gjorde engang, var professionelle soldater ved fronten. Jeg tænkte straks, at her er min næste roman, mennesker, der som sømændene lever tæt på døden, og hvis arbejdsplads også risikerer at blive deres kirkegård.

Møllen: Hvad var det ved krigen i Afghanistan, du fandt interessant?

Carsten: Krig er altid interessant, fordi det blotter mennesker fuldstændig, både deres bedste og værste sider. Afghanistan er desuden den første krig siden nederlaget i 1864, som Danmark har involveret sig i en offensiv rolle. Unge mennesker tager 5.000 kilometer hjemmefra for at befri et land, hvis kultur og historie de intet aner om.

Møllen: Hvad er de vigtigste tematikker i bogen?

Carsten: Min roman handler først og fremmest om unge mennesker fra det trygge Danmark, der fuldstændig mister orienteringen menneskeligt
og moralsk.

Møllen: Hvorfor faldt titelvalget på “Den første sten”?

Carsten: Lad den, der er uden synd, kaste den første sten, hedder det i Johannes Evangeliet. Jesu ord får de forsamlede mænd, der netop ville stene en prostitueret, til at sænke hænderne. Den ærlighed med os selv har vi ikke i dag. I dag kaster vi gerne den første sten. Min roman handler om tab af uskyld, om godt og ondt og vores svære forsøg på at operere midt imellem dem.

Møllen: Hvad var den største udfordring i forbindelse med at skrive den her roman?

Carsten: Da jeg var færdige med at skrive “Den første sten” påstod min kone, at jeg led af posttraumatisk stress-syndrom efter i fem år at have færdedes i et indre landskab præget af vold, drab, forræderi og angst. Men jeg færdes jo også i det samme landskab i virkeligheden. Jeg tog flere gang til Afghanistan for at researche til romanen, og det var krævende rejser.

Møllen: Hvad skal man have ud af “Den første sten” som læser og som gæst i teatret?

Carsten: Krig fortæller så meget om os som mennesker – og som nation. Læs romanen som et modbillede til alle de fortielser, forvrængninger og fortrængninger, der præger politikeres og mediers skildring.

Møllen: Hvordan har du det med, at bogen nu bliver til en teaterforestilling?

Carsten: Jeg er så spændt på at se romanen med dens store persongalleri og panoramiske landskaber blive omsat til et helt andet medie.
Jeg er sikker på, at jeg vil lære noget helt nyt om min egen roman. En teateropsætning er nødvendigvis en tolkning, og jeg ser frem til at opleve min roman, som den tager sig ud i andre kunstneres blik.