Årets bedste teateroplevelser

På Teatret Møllen tog vi hul på 2023 med hele seks prisnomineringer, da anmeldersiden CPHCulture offentliggjorte sin liste over årets bedste teateroplevelser i 2022. Her blev flere af Møllens forestillinger og scenekunstnere nomineret til en pris inden for de forskellige kategorier, blandt andet ”Mod til at dræbe” som Årets forestilling, ”Den første sten” som Årets danske skuespil, og Ole Sørensen blev nomineret for sine roller i ”Mod til at dræbe” og ”Et juleeventyr” som Årets mandlige hovedrollepræstation.

Faktisk blev det også sidstnævnte, der i sidste ende løb af sted med prisen, da CPHCulture den 1. februar offentliggjorde vinderne inden for de forskellige kategorier. Resten af Teatret Møllen blev naturligvis meget glade på Oles vegne, som i mellemtiden også havde formået at blive nomineret til både en Robert og en Bodil-filmpris sin medvirken i Frelle Petersens sønderjyske drama ”Resten af livet.”

Desværre blev det ikke til en Robert i denne omgang, da der var prisoverrækkelse hertil den 4. februar, men Ole kan stadig nå at blive hædret med en Bodil, når prisen her uddeles den 25. marts. Du kan se hele CPHCultures liste over bedste teateroplevelser i 2022 her.   

Ny rapport om egnsteatrenes rolle i lokalsamfundene

Tilbage i december udkom en ny analyse af de danske egnsteatre. Den nye rapport, der er udarbejdet af Center for Kulturevaluering på Aarhus Universitet, viser, at landets egnsteatre er aktive medspillere i de kommuner, de er knyttet til. Egnsteatrene udgør samtidig en betydelig rolle i forhold til den nationale scenekunstpolitik.

Rapporten peger dog også på en række områder, hvor egnsteatrene bliver udfordrede af øgede krav – både fra staten og kommunerne, der begge er med til at finansiere de 27 egnsteatre rundt omkring i landet. Her ser mange kommuner eksempelvis gerne, at teatrene i højere grad bidrager med mere end bare teaterforestillinger – det kunne være i form af flere workshops eller kulturaftener.

”Rapporten er med til at bekræfte egnsteatrenes store værdi – både for lokalsamfundene, men også på et rent kunstnerisk plan. Nu har vi været en del af egnsteatrene i snart 50 år her på Teatret Møllen. Det håber jeg da også, at vi kan blive ved med at være i mange år endnu, så vi, som rapporten også beskriver, kan være med til skabe opmærksomhed omkring vores skønne område og fortsat fungere som ambassadører for vores egn rundt omkring i hele landet”, siger teaterchef på Teatret Møllen, Nikolaj Mineka.

Hvis du har lyst til at dykke mere ned i rapporten, kan den tilgås kvit og frit her. Og ja, det er et billede af Teatret Møllens ”Den vægelsindede”, der pryder forsiden.

Prøvestart på "Æselhjerte"

Med begyndelsen af februar tog Teatret Møllen sammen med Randers Teater hul på prøverne til vores kommende fællesforestilling, ”Æselhjerte”. ”Æselhjerte” er en ny familieforestilling, der handler om de to brødre Marius og Bo. På trods af det familiære bånd er brødrene indædte fjender og har nærmest været det hele deres liv. Ingen af de to kan dog huske, hvordan striden egentligt begyndte, hvilket også kommer til skue, da et kvindeligt væsen med både formidlende og formildende egenskaber blander sig i de to brødres forhold.
 
”Æselhjerte” bliver en skøn, sjov og skæv forestilling, hvor der bliver rig lejlighed til at trække på smilebåndet. I forestillingen medvirker Teatret Møllens egen Klaus Andersen, der deler scenen sammen med Lisbeth Knopper og Kurt Bremerstent. Forestillingen instrueres af Ole Sørensen, og manuskriptet er skrevet af Møllens dramatiker, Brian Wind-Hansen.
 
Forestillingen har premiere i Randers den 24. marts, hvor den blandt andet skal spille for kommunens 6. klasser. Næste sæson kommer ”Æselhjerte” så til Teatret Møllen, hvor vores ordinære publikum også får mulighed for at opleve forestillingen.