Romeo + Julie begynder for alvor at tage form

Previous slide
Next slide

På Møllen har vi efterhånden allerede brugt en del tid på teatrets genforeningsprojekt: Romeo + Julie. Forestillingen skal først spille til sommer, men der er et hav af forberedelser, inden en forestilling af sådan en størrelse kan realiseres. I oktober nåede vi dog en vigtig milepæl, da der midt på måneden var skitseaflevering på projektet, hvor man for første gang ser en fysisk model på det, der skal ende med at blive kulissen til forestillingen.

Det er til skitseafleveringen, at scenografen og instruktøren i fællesskab løfter sløret for, hvordan de tænker, at forestillingen skal udformes. Der gøres blandt andet status for, hvor langt man er nået indtil nu – blandt andet i forhold til rollebesætningen, selve manuskriptet, idéer til kostumerne og ikke mindst scenografien på scenen.

Tilstede var de fleste af teatrets personale minus de medvirkende i Svejk i anden verdenskrig, der var afsted på turné. Det gjorde dog ikke de øvrige mødedeltagere mindre nysgerrige, da det var blevet tid til, at scenograf Laura Rasmussen skulle præsentere sin medbragte model af scenografien. Her fulgte alle opmærksomt med, og efterfølgende gik teknikerne naturligvis straks i gang med at planlægge, hvordan det hele skal bygges og sættes op.

Det forbliver dog i planlægningsfasen en tid endnu. Næste skridt på vejen bliver her i november, hvor der er modelaflevering. Her skal den færdige model til scenografien stå klar.

Første glimt af Møllens kommende forestilling

Selvom det stadigvæk er et godt stykke ude i fremtiden, at forestillingen skal på scenen, så var det blevet tid til at tage billeder til Teatret Møllens kommende forestilling i næste sæson: Det Ensomme Hjerte. I forestillingen medvirker blandt andet skuespiller Ane Helene Hovby samt Teatret Møllens kendinge Ole Sørensen og Thomas Clausen Rønne. De får følgeskab af strygerorkesteret Who Killed Bambi, der kommer til at stå for musikken til forestillingen. Orkesteret var dog ikke med til fotosessionen. Det var Søren Hasselgaard Skaanning til gengæld. Teatrets fotograf, der også arbejder på Møllen til daglig som tekniker.

Billederne blev taget oppe i Møllens teatersal, hvor selve fotosessionen varede en lille times tid. Bagefter blev de bedste fotos valgt ud, så vi stod tilbage med en håndfuld skarpe billeder, der efterfølgende redigeres og retoucheres.

Herefter skal billederne enten en tur igennem photoshop, eller også er de faktisk klar til brug på eksempelvis teatrets hjemmeside eller i vores tryke programmer. Det afhænger af, hvorvidt der er tale om forestillingsbilleder af en færdig forestilling, eller om det er et ”cover”-foto af en forestillingen, der ikke er blevet lavet endnu – som det eksempelvis var tilfældet denne gang med Det Ensomme Hjerte.

Premieredatoen nærmer sig for talentholdet og deres forestilling

Vi nærmer os stille og roligt premieredagen på Teatertalenter Sønderjylland-Schleswigs afgangsprojekt: Teaterstykket Gaudiopolis, der har premiere den 23. november. De unge talenter har været travlt beskæftiget hele vejen igennem oktober med aftenprøver og en intens efterårsferie, der hver dag gik med scenekunst og dramatik i selskab med instruktør Rasmus Ask.

Samtidig med talentholdets prøver har Møllen nu åbnet op for ansøgningerne til det næste talenthold, der har opstart til januar næste år. Talentlinjen er et toårigt talentudviklingsforløb for ti unge talenter. Alle unge i alderen 16 til 21 år kan søge om optagelse, og der er intet krav om tidligere træning eller kunnen.

Kender du nogen, der kunne være interesserede i at deltage, kan de læse mere om talentholdet her på Teatret Møllens hjemmeside. Der er ansøgningsfrist den 20. november 2020.

Teatret Møllen får en ny kollega

Gitte Villadsen havde sin første arbejdsdag på Teatret Møllen den 1. oktober. Gitte skal blandt andet arbejde som dramaturg på teatrets egenproduktioner. Derudover er hun blevet koordinator for teatrets talenthold, og endelig kommer hun til at stå i spidsen for en undersøgelse af, hvad det egentligt vil sige at være et lokalt forankret teater.

Gitte er dog langt fra en fremmed på Møllen, og hun har tidligere været inde over flere forestillinger – blandt andet Haabet og Hjem, kære hjem. Vi stillede Gitte et par hurtige spørgsmål om hendes forhold til teater og forventningerne til hendes arbejde på Møllen. Hvad hun svarede, kan I læse herunder.

Hvornår begyndte din interesse for teater og scenekunst? 

Jeg har været forelsket i teater, siden jeg kunne gå og har lige fra barnsben hevet fat i alt det amatørteater, jeg overhovedet kunne komme i nærheden af. Jeg elskede både at se teater, men også at stå på scenen. Den forelskelse blev til et mere seriøst forhold - hvis man kan sige det sådan - da jeg tog på teaterhøjskole i 2007-08 og efterfølgende i undergrundsteatermiljøet i København fra 2008 til 2014. Der arbejdede jeg sammen med et hav af sindssygt dygtige mennesker, og jeg fik ligesom øjnene op for, at man kan gøre meget selv. Ad omveje begyndte jeg på universitet i 2010 på Teater og Performancestudier, og med tiden er jeg også blevet forelsket i alle tankerne bagved og omkring teaterforestillingerne.

Hvad ser du mest frem til at arbejde med på Teatret Møllen?

Jeg glæder mig til at hjælpe med at forløse teatrets historier bedst muligt - både på 'Mod til at dræbe' og 'Romeo + Julie', men også på idéudviklingen til kommende forestillinger. Men jeg glæder mig også vildt meget til at præsentere det kommende talenthold for den verden, der hedder "teater"; til at vise dem sider af verdenen, de ikke har set før og til at vise dem sider af dem selv, som de måske heller ikke vidste, var der.