Teatret Møllens Ole Sørensen vinder fornem teaterpris

”Tak for en uforglemmelig forestilling”. ”Så fortjent!” ”Du er for vild, Ole.” Sådan lød nogle af roserne på de sociale medier dagen efter, at Teatret Møllens skuespiller-veteran Ole Sørensen mandag aften vandt Reumert-prisen for Årets Mandlige Ensemblerolle for sin præstation i forestillingen ”Mod til at dræbe”.

Der lød da også en stor tak fra skuespilleren, da han trådte op på scenen på Folketeatret i København, hvor prisoverrækkelsen foregik, for at modtage prisen. I sin takketale roste skuespilleren blandt andet de andre medvirkende i forestillingen, Thomas C. Rønne og Durita Dahl Andreassen, instruktør Rasmus Ask, kollegerne på Teatret Møllen og Møllens teaterchef, Nikolaj Mineka, der først fik idéen med at kombinere sønderjysk med Lars Noréns psykologiske thriller.

Det er Reumert-juryen, der afgør, hvem der vinder i de forskellige kategorier. I deres begrundelse for valget af Ole Sørensen som vinderen i kategorien Årets Mandlige Ensemblerolle skriver de blandt andet:

”Ole Sørensens manipulerende gamle rad tog et hvæs af cigaretten og skiftede på et nanosekund mellem at være dominerende patriark og klynkende gammelfar. Et rystende portræt af magtens grimme fald med både sønderjyske og rigsdanske nuancer. Stort og uciviliseret.”

Andet år i træk
Det er andet år i træk, at en af Teatret Møllens produktioner både bliver nomineret og vinder en Reumert-pris. I 2019 vandt familieforestillingen ”Tænk, hvis man havde en rejsegrammofon” en Reumert i kategorien Årets Særforestilling. Forestillingen blev skabt i et samarbejde mellem Teatret Møllen, Teatret Gruppe 38, Carte Blanche og Teater2Tusind, hvor blandt andet skuespiller Connie Tronbjerg medvirkede.

”Mod til at dræbe” er dog mildest talt en noget anderledes forestilling. Det er et uhyggeligt opført drama, hvor Ole Sørensen spiller faren i en historie, der handler om en far og en søns indestængte fortid. Tilskuerne i forestillingen opdager hurtigt, at der ulmer noget under overfladen, og det hele kulminerer, da sønnens kæreste pludselig kommer på uanmeldt besøg. Og skuespilleren blev da også ekstra glad for, at det netop var den rolle, han modtog en pris for.

”Det er altid lidt sjovere som skuespiller at spille en karakter, som har lidt kant – og som så ovenikøbet taler mit modersmål. Jeg havde dog ikke regnet med, at jeg skulle vinde en pris for den rolle, så jeg blev både chokeret og glad, da jeg hørte, at det var mit navn, de råbte op. Så gik det hele lynhurtigt, og pludselig skulle jeg jo op på scenen og sige tak. Jeg havde heldigvis forberedt mig, så jeg kunne gå op og gøre det på sønderjysk. Det tror jeg også vækkede lidt opsigt og fornøjelse,” lyder det fra Ole Sørensen.

Premieren nærmer sig på "Det ensomme hjerte"

Publikum kommer til at opleve 2. verdenskrig med en tysk soldats øjne, når de kommer ind og ser Teatret Møllens forestilling ”Det ensomme hjerte”. Forestillingen, der har premiere sidst i oktober, er baseret på forfatter og journalist Tom Buk-Swientys anmelderroste roman af samme navn og handler om den dansk-tyske Hans Horns historie.

Hans Horn var en musikalsk sjæl, der under krigen fik afbrudt sin universitetsuddannelse, da han blev indkaldt til den tyske Wehrmacht. I løbet af krigen blev Hans Horn med egne ord ”vidne til mange mærkværdige, grusomme og skønne hændelser”, imens han kæmpede for at overleve. Efter Hans Horns død i 1989 fandt hans børn over 5000 sider med tekster og illustrationer, der alle sammen handlede om hans oplevelser under krigen.

Disse oplevelser udgør grundlaget i Teatret Møllens forestilling, hvor publikum blandt andet får indblik i Hans Horns opvækst i 30’ernes Tyskland, hans store kærlighed for musik, soldaterlivet, krigens kaos og arbejdet som underlæge fra et feltlazaret i Tjekkiet. For Nikolaj Mineka, teaterchef på Teatret Møllen, var det dog især det lokale perspektiv, der gjorde Hans Horns fortælling til et oplagt teaterstykke:

”Hans Horns forældre kom fra Sønderjylland, og det var nærmest tilfældigheder, der afgjorde, at han endte på tysk side under krigen. Det gør, at vi her får historien fortalt ud fra et tysk perspektiv, hvor vi ellers ofte ser den ud fra vores egen danske synsvinkel.”

Livemusik på scenen
I ”Det ensomme hjerte” er det Teatret Møllens Ole Sørensen, Ane Helene Hovby og Thomas C. Rønne, der lægger stemme og krop til Horn og hans børn samt de mange skæbner, han mødte på sin utrolige rejse. Forestillingens musikalske univers bliver leveret af en strygekvartet fra det aarhusianske strygeensemble Who Killed Bambi, der kommer til at spille live på scenen.

Forestillingen bliver instrueret af Rasmus Ask, der i 2014 vandt Reumerts talentpris, og som har instrueret flere forestillinger på Teatret Møllen, heriblandt ”Haabet”, ”En mand der hedder Ove” og ”Mod til at dræbe”. Arbejdet med “Det ensomme hjerte” har dog været en helt anden, fortæller instruktøren.

”Det bliver noget helt særligt at skulle arbejde sammen med både skuespillere og en strygertrio. Vi bruger mange ressourcer på både lys og musik og sammen med manuskriptet, tror jeg, at det kommer til at fortælle historien om Hans Horn og hans oplevelser på en helt særlig dyster og nærværende måde,” siger Rasmus Ask.

Ikke en heltehistorie
”Det ensomme hjerte” bliver ikke en teaterforestilling om en mand, der drager ud for at redde verden. Hans Horn var hverken den altopofrende helt eller den kyniske soldat. Forestillingen handler om et helt almindeligt menneske, der kæmper for at komme hjem til sin familie. Og den historie får vi fra et perspektiv, vi ikke ser så tit, siger Nikolaj Mineka:

”Vi får historien fra den anden side af krigen set igennem et helt normalt menneske og følger hans rejse og de forfærdelige ting, han oplever. Det er en fantastisk fortælling, der i kombination med musikken på scenen kommer til at give publikum en helt særlig teateroplevelse.”

”Det ensomme hjerte” har premiere fredag den 30. oktober 2020. Teaterforestillingen kommer til at spille på Teatret Møllen i Haderslev og på turné i resten af landet. Der er i øjeblikket ingen ledige pladser til forestillingen, da Teatret Møllen har et begrænset antal billetter til salg på grund af COVID-19. Teatret opfordrer dog publikum til at skrive sig op på venteliste, hvis man har et ønske om at se forestillingen.

Møllen søger piger til gæstespil af Mungo Park og St. tv

Til ”Pigen med bomberne” den 16. og 17. november søger Teatret Møllen lokale piger mellem 14 og 16 år til at medvirke i forestillingen. Skuespillererfaring er ikke nødvendigt, men man skal have lyst til at stå på scenen, turde være sig selv og gøre, hvad man løbende bliver instrueret til via sms’er gennem forestillingen. Det kunne for eksempel handle om at læse en besked højt, gå et bestemt sted hen eller spille et spil på sin telefon.

Vi lover en spændende oplevelse og sjovt forløb, hvor man får mulighed for at prøve at være en del af en professionel teaterproduktion og stå på scenen foran et publikum sammen med tre professionelle skuespillere. Opgaven er frivillig og ulønnet.

For at være med bedes du sende en mail afsted til sarah@teatretmoellen.dk eller sende en besked til tlf. 50 94 93 76 med dit navn, alder og et vellignende billede af dig selv. Du skal kunne deltage til en informationsaften med casting onsdag den 4. november og igen på forestillingsdagene mandag den 16. november fra klokken 15.30 til 22.00 og tirsdag den 17. november fra 14.00 til 22.00.

Møllen tager hul på nye højskolearrangementer

I oktober måned tager vi også hul på det første højskolearrangement i sæson 2020/21. Titlen på arrangementet er ”Fra bog til teater” og tager udgangspunkt i Teatret Møllens igangværende teaterproduktion omkring Tom Buk-Swientys bog ”Det ensomme hjerte”.

Her vil Teatret Møllens dramatiker, Brian Wind-Hansen, der har skrevet manuskriptet til teaterstykket, fortælle om sit arbejde med at konvertere en stor roman til en stor teaterforestilling. Brian får følgeskab på scenen af Tom Buk-Swienty, der skrev bogen tilbage i 2013 efter at have været i kontakt med Hans Horns søn, der lå inde med sin fars kæmpe samling af erindringer og akvareller.

I første omgang havde det ingen interesse for forfatteren, men nysgerrigheden endte alligevel med at løbe af med ham til sidst. Det resulterede fire år senere i romanen ”Det ensomme hjerte”, hvor Hans Horn selv har hovedrollen. I løbet af aftenen vil Tom Buk-Swienty fortælle mere detaljeret om sit arbejde med bogen og historien, der siden har udmøntet sig i blandt andet en kunstudstilling med alle Horns illustrationer og malerier.

Højskolearrangementet den 22. oktober skulle egentligt afholdes på Teatret Møllen, men er af hensyn til COVID-19-restriktioner flyttet til Haderslevhus. Der er udsolgt i øjeblikket, men vi opfordrer folk til at skrive sig op på venteliste, da der muligvis kan komme flere pladser i salg. I kommer videre til ventelisten her.

Plakaten til  “Det ensomme hjerte” på vej til trykkeriet

Traditionen tro har Gitte Kath det med at dukke op, når der er gang i ny en teaterproduktion. Det blev også tilfældet, da Teatret Møllen i september begyndte med prøverne på ”Det ensomme hjerte”, hvor Gitte Kath selvfølgelig står for at lave plakaten til forestillingen. Dengang var plakaten endnu ikke helt på plads, og der manglede stadig et par detaljer, før den var helt klar til at komme i trykken. Det er den til gengæld nu, og plakaten herunder er nu på vejen i trykken.