ÅRETS REUMERT

Årets Reumert blev indstiftet af
Bikubenfonden i 1998, der uddelte
priserne årligt frem til 2018. Da
Bikubenfonden trak sig fra Årets
Reumert, samlede CPH STAGE,
ISCENE.dk, HAVE A/S, Reumert-juryen
og Dansk Teater teaterbranchen om
at videreføre prisen, indtil der kunne
findes mere permanent støtte til
videreførelsen af scenekunstens
fineste pris. Dette er endnu ikke sket,
men frivillige kræfter – samt
medfinansiering og stor opbakning
fra branchen – har gjort det muligt at
hylde scenekunsten igen i 2020.

Kilde: CPH STAGE

Tirsdag den 22. september 2020

Teatret Møllens Ole Sørensen vinder fornem teaterpris

”Tak for en uforglemmelig forestilling”. ”Så fortjent!” ”Du er for vild, Ole.” Sådan lød nogle af roserne på de sociale medier dagen efter, at Teatret Møllens skuespiller-veteran Ole Sørensen mandag aften vandt Reumert-prisen for Årets Mandlige Ensemblerolle for sin præstation i forestillingen ”Mod til at dræbe”.

Der lød da også en stor tak fra skuespilleren, da han trådte op på scenen på Folketeatret i København, hvor prisoverrækkelsen foregik, for at modtage prisen. I sin takketale roste skuespilleren blandt andet de andre medvirkende i forestillingen, Thomas C. Rønne og Durita Dahl Andreassen, instruktør Rasmus Ask, kollegerne på Teatret Møllen og Møllens teaterchef, Nikolaj Mineka, der først fik idéen med at kombinere sønderjysk med Lars Noréns psykologiske thriller.

Det er Reumert-juryen, der afgør, hvem der vinder i de forskellige kategorier. I deres begrundelse for valget af Ole Sørensen som vinderen i kategorien Årets Mandlige Ensemblerolle skriver de blandt andet:

”Ole Sørensens manipulerende gamle rad tog et hvæs af cigaretten og skiftede på et nanosekund mellem at være dominerende patriark og klynkende gammelfar. Et rystende portræt af magtens grimme fald med både sønderjyske og rigsdanske nuancer. Stort og uciviliseret.”

Andet år i træk
Det er andet år i træk, at en af Teatret Møllens produktioner både bliver nomineret og vinder en Reumert-pris. I 2019 vandt familieforestillingen ”Tænk, hvis man havde en rejsegrammofon” en Reumert i kategorien Årets Særforestilling. Forestillingen blev skabt i et samarbejde mellem Teatret Møllen, Teatret Gruppe 38, Carte Blanche og Teater2Tusind, hvor blandt andet skuespiller Connie Tronbjerg medvirkede.

"Det er altid lidt sjovere som skuespiller at spille en karakter, som har lidt kant – og som så ovenikøbet taler mit modersmål."

Ole Sørensen

”Mod til at dræbe” er dog mildest talt en noget anderledes forestilling. Det er et uhyggeligt opført drama, hvor Ole Sørensen spiller faren i en historie, der handler om en far og en søns indestængte fortid. Tilskuerne i forestillingen opdager hurtigt, at der ulmer noget under overfladen, og det hele kulminerer, da sønnens kæreste pludselig kommer på uanmeldt besøg. Og skuespilleren blev da også ekstra glad for, at det netop var den rolle, han modtog en pris for.

”Det er altid lidt sjovere som skuespiller at spille en karakter, som har lidt kant – og som så ovenikøbet taler mit modersmål. Jeg havde dog ikke regnet med, at jeg skulle vinde en pris for den rolle, så jeg blev både chokeret og glad, da jeg hørte, at det var mit navn, de råbte op. Så gik det hele lynhurtigt, og pludselig skulle jeg jo op på scenen og sige tak. Jeg havde heldigvis forberedt mig, så jeg kunne gå op og gøre det på sønderjysk. Det tror jeg også vækkede lidt opsigt og fornøjelse,” lyder det fra Ole Sørensen.